Viden om AuDHD
AuDHD er den betegnelse, mange bruger, når man både har autisme og ADHD. Det er ikke en selvstændig officiel diagnose, men en sammentrækning af Autism og ADHD. Man kan altså ikke blive diagnosticeret med “AuDHD” som én samlet tilstand. Man kan derimod opfylde kriterierne for både autisme og ADHD samtidig.
Og det er faktisk en vigtig forskel.
For AuDHD er ikke bare ADHD plus autisme lagt oven på hinanden som to mapper på samme skrivebord. Når begge dele findes hos det samme menneske, kan de påvirke hinanden på måder, der gør oplevelsen mere kompleks. Nogle behov trækker i samme retning. Andre kan næsten føles, som om de står i hver sin ende af hjernen og diskuterer, hvem der bestemmer i dag.
Man kan eksempelvis have et stort behov for struktur og forudsigelighed og samtidig have en ADHD-hjerne, der bliver understimuleret af for meget rutine. Man kan længes efter social kontakt og samtidig blive fuldstændig udmattet af den. Man kan ønske spontanitet og nye oplevelser, men blive stresset, når planerne rent faktisk ændrer sig.
Det er noget af det, der gør AuDHD særligt interessant at forstå.
Hvad er AuDHD?
AuDHD betyder ganske enkelt, at et menneske både har ADHD og autisme.
Tidligere blev autismediagnoser og ADHD i højere grad betragtet som diagnoser, der udelukkede hinanden. I dag ved vi, at de sagtens kan forekomme hos det samme menneske, og moderne diagnosesystemer gør det muligt at diagnosticere begge dele.
ADHD påvirker blandt andet reguleringen af opmærksomhed, aktivitet, impulser og eksekutive funktioner. Autisme handler blandt andet om forskelle i social kommunikation og interaktion samt mere repetitive eller faste mønstre i adfærd, interesser eller behov for forudsigelighed. Sensoriske forskelle er også meget almindelige ved autisme.
Når begge dele er til stede, kan resultatet derfor blive en hverdag, hvor hjernen både søger stimulation og beskyttelse mod for meget stimulation.
Det kan være lidt af et projekt.
Når behovene trækker i hver sin retning
Noget af det, mange mennesker med AuDHD beskriver, er tilsyneladende modsatrettede behov.
Man kan have brug for rutiner for at fungere, men have enormt svært ved at holde fast i dem. Man laver et fantastisk nyt system søndag aften, køber måske endda den helt rigtige kalender, og mandag ser livet pludselig meget lovende ud.
Torsdag har kalenderen tilsyneladende forladt familien.
Det betyder ikke nødvendigvis, at behovet for struktur er væk. Tværtimod kan manglen på struktur skabe uro. ADHD-delen kan bare gøre det svært at opretholde det system, som den autistiske del måske trives rigtig godt med.
Det samme kan gælde spontanitet. Nyhed og variation kan føles stimulerende og spændende, men uforudsete ændringer kan samtidig skabe betydelig stress.
Det kan derfor være svært at finde den helt rigtige balance mellem “jeg har brug for, at tingene er, som jeg forventer” og “hvis jeg skal gøre det samme én gang til, bliver jeg vanvittig”.
Opmærksomhed og hyperfokus
Både mennesker med ADHD og autisme kan opleve meget intens fordybelse, selv om mekanismerne og måden, det viser sig på, ikke nødvendigvis er de samme.
Ved ADHD kan opmærksomheden være meget afhængig af interesse, stimulation og motivation. Noget kan være næsten umuligt at koncentrere sig om, mens noget andet kan fastholde opmærksomheden i timevis.
Ved autisme kan særlige interesser fylde meget og være både glædesfyldte, beroligende og meget dybe.
Når man har begge dele, kan interesser derfor få en enorm betydning. Man kan lære ufatteligt meget om et bestemt område, arbejde koncentreret i mange timer og nærmest glemme, at kroppen også havde planer om mad, vand og en tur på toilettet.
Men den samme person kan stadig have svært ved at åbne en regning eller få tømt opvaskemaskinen.
Intelligens og interesse er ikke det samme som eksekutiv funktion.
De eksekutive funktioner
Eksekutive funktioner er de mentale funktioner, vi bruger til at få hverdagen til at hænge sammen. At komme i gang, planlægge, prioritere, holde flere informationer i hovedet, skifte opmærksomhed og afslutte det, vi er begyndt på.
De kan være udfordrede ved både ADHD og autisme.
Derfor kan nogle mennesker med AuDHD opleve en ret stor afstand mellem deres evner og deres faktiske funktionsniveau i bestemte situationer.
Man kan være enormt vidende og kompetent på arbejdet og stadig bruge tyve minutter på at forsøge at beslutte, hvilken af fem små ting der skal gøres først derhjemme.
Man kan godt kunne.
Det betyder bare ikke nødvendigvis, at man altid kan få adgang til evnen på kommando.
Og det kan være enormt frustrerende, både for personen selv og for mennesker omkring dem.
Sanserne kan fylde meget
Sensoriske forskelle er særligt tæt forbundet med autisme og kan være en væsentlig del af livet med AuDHD.
Lyde, lys, lugte, berøring, temperatur, tøj eller mange mennesker i samme rum kan opleves langt mere intenst end for andre. Nogle søger samtidig bestemte former for sanseinput og kan have brug for bevægelse, musik, tryk, gentagelser eller andre former for stimulation for at regulere sig.
Det betyder, at understimulering og overstimulering nogle gange kan eksistere forbavsende tæt på hinanden.
Man kan kede sig helt vanvittigt og samtidig ikke kunne holde én lyd mere ud.
Det lyder næsten selvmodsigende, men nervesystemet arbejder ikke nødvendigvis efter den logik, vi ville ønske.
Når belastningen bliver for høj, kan nogle opleve behov for at trække sig, blive stille eller miste evnen til at håndtere flere krav. Andre bliver mere rastløse, irritable eller følelsesmæssigt påvirkede.
Det sociale paradoks
AuDHD kan også være interessant i relationer.
ADHD kan hos nogle være forbundet med spontanitet, hurtige samtaler og et stort behov for social stimulation. Autistiske træk kan samtidig gøre sociale situationer mere krævende at afkode og øge behovet for pauser, tydelighed og restitution.
Det kan betyde, at man oprigtigt elsker mennesker og samtidig har brug for rigtig meget tid uden dem.
Man kan glæde sig helt vildt til en fest og efter halvanden time stå ude på toilettet og kigge på sig selv i spejlet, som om man lige er blevet sendt på en mission, man ikke kan huske at have meldt sig frivilligt til.
For andre fylder social usikkerhed, behov for meget direkte kommunikation eller vanskeligheder med at forstå uskrevne regler mere.
Der findes ikke én AuDHD-personlighed.
Nogle er ekstremt sociale. Andre er meget introverte. Mange ligger et sted midt imellem, og hvor meget social kontakt man kan rumme, kan ændre sig enormt afhængigt af energi og belastning.
Følelser og regulering
Følelsesmæssig regulering kan også være udfordrende.
ADHD er hos mange forbundet med hurtige og intense følelsesmæssige reaktioner. Samtidig kan uforudsigelighed, sensorisk belastning og sociale misforståelser være særligt krævende for et menneske med autistiske træk.
Det betyder ikke, at alle med AuDHD er mere følelsesstyrede end andre. Men nogle oplever, at systemet kan gå fra “det går fint” til “nu kan jeg ikke mere” overraskende hurtigt.
Ofte har belastningen dog været undervejs længe.
Det sidste lille krav var måske ikke årsagen. Det var bare den sidste ting, der kunne være der.
Maskering og kompensation
Nogle mennesker lærer tidligt at skjule eller kompensere for deres vanskeligheder.
De observerer andre mennesker, lærer sociale regler, forbereder samtaler, holder uro tilbage, tvinger sig selv til øjenkontakt eller bruger enormt meget energi på at fremstå rolige og velfungerende.
Det kaldes ofte maskering.
Maskering kan være en effektiv måde at komme gennem bestemte situationer på, men den kan også koste meget energi. Hvis man konstant overvåger sig selv for at sikre, at man reagerer “rigtigt”, bliver social kontakt ikke nødvendigvis afslappende.
Det kan blandt andet være en del af forklaringen på, hvorfor nogle først bliver udredt sent.
Udefra gik det jo tilsyneladende fint. Ingen kunne se prisen.
Hvorfor opdager nogle først AuDHD som voksne?
For en del mennesker begynder puslespillet først at give mening langt oppe i voksenlivet.
Nogle får først en ADHD-diagnose og opdager senere, at ADHD ikke forklarer det hele. Andre bliver først diagnosticeret med autisme og begynder derefter at undersøge, hvorfor de samtidig kæmper så meget med opmærksomhed, impulser, tidsstyring eller igangsætning.
Og nogle opdager begge dele i forbindelse med, at livet bliver mere krævende.
Det kan være, når man flytter hjemmefra, får børn, får større ansvar på arbejdet eller ikke længere har de samme strukturer omkring sig som tidligere.
De strategier, man har brugt i årevis, kan ganske enkelt begynde at kræve mere energi, end man har til rådighed.
Det betyder ikke nødvendigvis, at AuDHD pludselig er blevet værre. Måske er regnestykket bare blevet sværere.
AuDHD og udmattelse
Mange voksne med både ADHD og autisme beskriver perioder med meget stor udmattelse.
Begrebet autistisk burnout bruges om en tilstand med langvarig udmattelse og reduceret kapacitet, som mange autistiske mennesker selv beskriver efter længere tids belastning. Forskningen på området vokser, men begrebet er ikke en selvstændig medicinsk diagnose.
Ved AuDHD kan der være flere mulige belastninger på én gang: sensoriske krav, sociale krav, eksekutive vanskeligheder, maskering og konstant forsøg på at regulere opmærksomhed og energi.
Derfor giver det også mening, at nogle oplever, at de gennem længere perioder kan “holde sammen på det hele”, hvorefter systemet pludselig ikke kan mere.
Det kan være fristende at svare ved bare at lave endnu bedre strategier.
Men nogle gange mangler der ikke et smartere system.
Nogle gange er der ganske enkelt for meget.
Hvad skyldes AuDHD?
Der findes ikke én særlig årsag til AuDHD.
Både ADHD og autisme er neurodevelopmentale tilstande med en betydelig genetisk komponent. Forskningen viser samtidig, at de deler noget genetisk risiko, hvilket er en del af forklaringen på, at de relativt ofte optræder sammen.
Det betyder dog ikke, at man kan pege på ét bestemt gen eller én bestemt forskel i hjernen og sige: “Der er AuDHD.”
Både ADHD og autisme er komplekse tilstande, hvor mange biologiske og udviklingsmæssige faktorer spiller sammen.
AuDHD skyldes heller ikke dårlig opdragelse, manglende disciplin eller for meget skærmtid.
Behandling og støtte
Da AuDHD ikke er én selvstændig diagnose, findes der heller ikke én særlig AuDHD-behandling.
Støtten tager udgangspunkt i det enkelte menneskes behov.
ADHD-medicin kan være relevant for nogle og kan blandt andet reducere ADHD-symptomer som uopmærksomhed og impulsivitet. Den behandler ikke autisme, og virkningen skal vurderes individuelt sammen med en læge.
Psykoedukation kan også være værdifuldt. At forstå, hvorfor bestemte situationer bliver svære, kan gøre det langt lettere at ændre dem.
Praktiske strategier kan handle om struktur, energiforvaltning, sansemiljø, tydelig kommunikation, restitution og hjælp til de eksekutive funktioner.
Men her er der en ret vigtig detalje ved AuDHD.
Strategien skal passe til begge sider af regnestykket.
Et meget rigidt system kan måske give forudsigelighed, men samtidig blive så kedeligt, at ADHD-hjernen nægter at samarbejde. Et fuldstændig spontant liv kan føles spændende, men samtidig skabe så meget uforudsigelighed, at nervesystemet konstant er på arbejde.
Derfor handler det ofte om fleksibel struktur.
Nok struktur til at skabe ro.
Nok frihed til, at hjernen stadig gider være med.
Et godt liv med AuDHD
Der findes mennesker med AuDHD i alle mulige slags liv. På arbejdspladser, universiteter, i familier, kreative fag, virksomheder og alle de andre steder, mennesker nu engang befinder sig.
For nogle er funktionsnedsættelsen betydelig og kræver meget støtte. Andre fungerer selvstændigt på mange områder, men bruger langt mere energi, end omgivelserne opdager.
Og selvfølgelig findes der også styrker.
Dybe interesser kan blive til stor viden. Evnen til at opdage detaljer kan være værdifuld. Nysgerrighed, kreativitet og anderledes måder at forbinde information på kan være store ressourcer.
Men vi skal passe lidt på med at gøre AuDHD til endnu en romantisk fortælling om en særlig superhjerne.
For nogle dage føles den måske sådan.
Andre dage kan det være imponerende nok bare at finde sine nøgler og komme ud ad døren med nogenlunde korrekt tøj på.
Det mest interessante er måske ikke at forsøge at finde ud af, om AuDHD er en styrke eller en svaghed.
Det er at forstå, hvordan lige præcis ens egen hjerne fungerer.
Hvad giver energi? Hvad tager den? Hvornår har man brug for struktur? Hvornår har man brug for frihed? Hvilke sanseindtryk bliver for meget? Hvad hjælper én tilbage i ro? Og hvilke ting har man brugt hele livet på at tvinge sig selv til, fordi man troede, alle andre havde det på samme måde?
Når man begynder at forstå de mønstre, bliver AuDHD mindre mystisk.
Og hverdagen begynder ofte at give lidt mere mening.